109 - Holdtræning - Morbus Bechterew
Morbus Bechterew patienter har det sjovere...
…når de træner sammen.
Vi ved det jo godt alle sammen: vi har så godt af at lave de gode øvelser for vores ryg, nakke og skuldre mv.
Men vi ved også alle sammen, hvor svært det kan være at få taget sig sammen til det i hverdagen.
Tidligere har der i Aalborg været lavet gymnastik i forbindelse med bassintræningen.
Men siden aftalen med Aalborg Sygehus blev opsagt, har vi ikke haft denne mulighed.
Derfor vil vi nu prøve at oprette et gymnastikhold ude i byen hos en fysioterapeut.
I første omgang har vi brug for en interessetilkendegivelse, hvor du giver udtryk for følgende:
1) Hvilke(n) dag(e) har du mulighed for at deltage i træningen?
2) Hvornår på dagen kan du deltage - formiddag eller eftermiddag efter arbejde?
3) Hvilken type træning er du interesseret i (bold, gulv/briks eller evt. træningscenter med maskiner)?
I første omgang forsøger vi at få oprettet et hold sidst på eftermiddagen omkring kl. 17.00.
Men hvis der er flere, der gerne vil på et hold for eksempel om formiddagen, vil vi tale med fysioterapeuten om at få oprettet sådan et hold også.
Det bliver arrangeret på den måde, at de der gerne vil deltage, selv skal gå til praktiserende læge for at få en henvisning til vederlagsfri fysioterapi.
På henvisningen skal navnet på den fysioterapeutiske klinik, hvor vi bliver enige om at oprette aftalerne, fremgå. Så vent med at gå til lægen til vi har behandlingsstedet og træningstider på plads.
Det bliver således ikke Gigtforeningen for Morbus Bechterew, der kommer til at stå for træningen. Det bliver udelukkende en aftale mellem dig og fysioterapeuten med tilskud via ordningen om vederlagsfri fysioterapi.
Hvis du er interesseret i at deltage i fællestræning på hold, så kontakt Claus Larsen på 20 19 54 58
Eller send en mail til: cl@post5.tele.dk
Læs mere om ordningen om vederlagsfri fysioterapi på Sundhedsstyrelsens hjemmeside
www.sst.dk - søg på "vederlagsfri". Eller spørg hos din læge.
Det ER lettere at træne regelmæssigt, når det foregår sammen med andre - og sjovere.