Vedtægter
Vedtægter for
GIGTFORENINGEN FOR MORBUS BECHTEREW
KØBENHAVNSKREDSEN
§ 1. Navn.
Foreningens navn er ”Gigtforeningen for Morbus Bechterew. Københavnskredsen.”
Geografisk omfatter foreningen det Storkøbenhavnske område til og med Roskilde, samt Frederiksborg og Bornholms Amt.
§ 2. Formål.
Kredsforeningens formål er at støtte de personer, der lider af Morbus Bechterew ved at medvirke til forskning, bekæmpelse og behandling af sygdommen, herunder at give orientering om og medvirke til udbredelse af kendskabet til sygdommen samt at medvirke til kommunikation af fælles interesse blandt medlemmerne og at fremme samarbejdet med andre relevante organisationer, heriblandt Gigtforeningens kredsforeninger.
§ 3. Tilhørsforhold.
Kredsforeningen danner sammen med de øvrige kredsforeninger i Danmark, ”GIGTFORENINGEN FOR MORBUS BECHTEREW” og er underlagt landsforeningens vedtægter og beslutninger, ligesom kredsforeningens vedtægter skal godkendes af landsforeningen.
§ 4. Medlemskab.
Som medlem kan optages enhver, der lider af Morbus Bechterew samt andre, der vil bistå foreningen i dens virke. Medlemskab af foreningen opnås ved indmeldelse til et af foreningens bestyrelsesmedlemmer. Kun medlemmer kan vælges til foreningens bestyrelse.
§ 5. Generalforsamling.
Generalforsamlingen er kredsforeningens øverste myndighed.
Bestyrelsen indkalder hvert år med mindst 14 dages varsel til generalforsamling, som skal afholdes senest den 1. april.
Forslag, der ønskes behandlet ved generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde 8 dage før generalforsamlingen.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Beretning fra formanden.
3. Forelæggelse af godkendt og revideret regnskab for det seneste regnskabsår.
4. Vedtagelse af budget og kontingent for det kommende regnskabsår.
5. Indkomne forslag.
6. Valg til bestyrelsen.
7. Valg af suppleanter til bestyrelsen.
8. Valg af revisor samt revisorsuppleant.
9. Eventuelt.
Fra generalforsamlingen udfærdiges et referat, som underskrives af dirigenten, og snarest muligt sendes til landsforeningen sammen med det godkendte og reviderede regnskab.
Alle afstemninger foretages ved håndsoprækning med mindre dirigenten eller mindst 1/3 af de fremmødte medlemmer af kredsforeningen forlanger skriftlig afstemning, jfr. dog § 9.
Stemmeret kan udøves ved skriftlig fuldmagt til et medlem.
Alle beslutninger træffes ved simpelt flertal, jfr. dog § 9 og 10 vedr. vedtægtsændringer og foreningens evt. opløsning.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsens flertal eller repræsentanter, der svarer til mindst en tredjedel af kredsens medlemmer, skriftlig fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest fire uger efter kravets fremsættelse.
Referat af den ekstraordinære generalforsamling udfærdiges og fremsendes som ved en ordinær generalforsamling.
§ 6. Bestyrelse.
Kredsforeningen ledes af en bestyrelse, der efter simpelt flertal vælges på generalforsamlingen og består af en formand, næstformand og tre bestyrelsesmedlemmer.
Hvert bestyrelsesmedlem fungerer i to år. På lige år vælges formanden og et bestyrelsesmedlem. På ulige år vælges næstformand og 2 bestyrelsesmedlemmer. Genvalg kan finde sted.
Der kan vælges indtil 2 suppleanter til bestyrelsen, hver for 1 år af gangen.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og konstituerer sig selv.
Bestyrelsen leder foreningen og handler på foreningens vegne i overensstemmelse med vedtægterne og generalforsamlingens beslutninger.
Bestyrelsesmøde skal afholdes, når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det.
Bestyrelsen kan lade konsulenter tilknytte foreningen, ligesom den kan nedsætte udvalg og arbejdsgrupper med deltagelse af personer, der ikke nødvendigvis er medlemmer af foreningen.
Bestyrelsen er ansvarlig for foreningens midler, som indsættes i pengeinstitut i foreningens navn. Større beløb til senere anvendelse anbringes i stats- eller realkreditobligationer. Bestyrelsen er endvidere ansvarlig for, at der hvert år til generalforsamlingen foreligger et fyldestgørende regnskab for det foregående regnskabsår, revideret af foreningens revisor.
§ 7. Regnskabsår.
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret, og kontingent fastsættes for et år af gangen på generalforsamlingen. En del af kontingentet videresendes til landsforeningen i henhold til landsforeningens beslutning.
§ 8. Kredsforeningens virke.
Kredsforeningen repræsenteres på landsmødet af højst 2 delegerede, hvoraf formand eller næstformand er den ene.
En kredsforening kan oprette lokale afdelinger inden for sit område. Såfremt der oprettes en lokalforening, skal dennes vedtægter godkendes af kredsforeningen for området og af landsforeningen.
Om kredsforeningens virke i øvrigt henvises til landsforeningens vedtægter.
§ 9. Vedtægtsændringer.
Vedtægtsændringer kan kun ske på en generalforsamling. For at vedtægtsændringerne er gyldige, skal de ved skriftlig afstemning være vedtaget af mindst to tredjedele af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer samt være godkendt af landsforeningen.
§ 10. Foreningens opløsning.
Består vedtægtsændringen i en beslutning om opløsning af foreningen, skal mindst tre fjerdedele af kredsforeningens medlemmer stemme for.
Såfremt det fornødne stemmeflertal ikke opnås, kan formanden indkalde til ekstraordinær generalforsamling med forslag om foreningens opløsning.
Forslaget anses for vedtaget, når mindst tre fjerdedele af de stemmeberettigede fremmødte medlemmer på den ekstraordinære generalforsamling har stemt for.
Er det vedtaget, at foreningen skal opløses, overgår foreningens midler til landsforeningen.
§ 11. Ikrafttrædelse.
Således vedtaget på generalforsamlingen den, 30. marts 2004
for Gigtforeningen for Morbus Bechterew. Københavnskredsen
Formand: Torben Jørgensen Dirigent: Martine Evensen
Godkendt af Landsforeningens hovedbestyrelse
30.6.2004
Torben Jørgensen, landsformand